Jeg havde kombineret min rejse til Istanbul med et 3 dages ophold i den, for os danskere, ukendte badeby Erdek. det var nu meget rart at få lidt ro i sjælen, efter at have opholdt sig i den noget kaotiske, men fantastiske storby
Fakta om Erdek
Byen har ca. 20.000 indbyggere, og ligger ud til Marmarahavet. Byen ligger i dejlige grønne omgivelser.
Strandene
Jeg tog jo til Erdek for at få skyllet støvet af fra Istanbul. Og her er der rige muligheder. Strandene er fine og vandet rent. Det er jo fortrinsvis tyrkerne som benytter denne lille perle, så her så jeg for første gang en kvinde i en muslimsk badedragt. Den lignede noget vi brugte i Danmark for 100 år siden. Næsten hele kroppen var tildækket, men det var et fåtal der anvendte denne type badedragt.
Mad og drikke
Her kunne du virkelig få den ægte tyrkiske vare, og ikke det som tyrkerne tror turisterne vil have. Prøv de lokale muslinger, rødløg og kartofler. Ellers kan du få godt krydret mad her. Oppe i bjergene er der flere gode restauranter, bl.a. en glimrende fiskerestaurant, hvor jeg spiste ørred. Find selv dit madtempel, for i Erdek er mulighederne store og priserne små.
Forlystelser
Hvis du er en balløve, er der også muligheder for at gå på barer, cafeer og natklubber/disko. Jeg fik nu ikke prøvet natklubberne, men foretrak mere rolige omgivelser, hvor jeg kunne nyde et glas vin eller hvad jeg nu havde lyst til. Til børn og barnlige sjæle var der et lille tivoli.
Shopping
Der er rig mulighed for at købe godt og billigt tøj og sko. Jeg fik købt mærkevare t-shirts til rimelige penge. Sandaler fik jeg også købt som er gode og behagelige, så der er nok af muligheder. Der er også marked i byen og en fiskeauktion, men der skal man mega tidligt op, og det er ikke noget for mig, heller ikke når jeg er på ferie.
Klima
Der er lidt varmere i Erdek end i Istanbul, hvilket jeg straks kunne mærke da jeg kom til byen. De varmeste måneder er juli og august med en gennemsnitstemperatur på 31 grader. Vejret er ret stabilt fra maj til og med oktober, hvorefter det bliver køligere og mere regnfuldt.
Indkvartering
Jeg havde lejet en lejlighed af min flinke husvært fra Istanbul. Han havde på forhånd advaret mig om at standarten just ikke er særlig høj i Erdek, men der arbejdes på sagen. Jeg har været inde og se på diverse hjemmesider, at tilfredsheden med hotellerne just heller ikke rasende stor. Lejligheden var ok, men ikke noget særligt, men der var det jeg skulle brug, og det var jo et kort ophold. Den lå tæt på en moské, så jeg behøvede ikke vækkeur.
Mine aktiviteter
Jeg gik for det meste ned til vandet, satte mig på en bænk, og læste i min bog eller bare kiggede på de andre turister eller gik en tur ud for at spise på en af de mange lækre restauranter. Som danske forældre ville mange sikkert undre sig over de mange mindre børn som var mega sent oppe, men alt foregik stille og roligt. Der var hverken råben eller skrigen fra børnene, som vi ellers tit oplever med danske børn. Tyrkerne spiser sent, og går ikke så højt op i sengetider, hvilket er fint nok, – man er vel på ferie.
Lidt penge skulle der jo til, så jeg gik ind i en bank for at veksle et par hundrede. Jeg kom langt om længe frem til skranken, og bad om at få vekslet. Bankmanden kiggede med vantro på mine to hundredekronesedler. Holdt dem op mod lyset, og lignede et stort spørgsmålstegn, hvorefter han sagde, at han ikke lige kendte den slags penge. Jeg forklarede tålmodigt at det var dansk valuta, og han kunne da vel gå på nettet og kigge efter, men det ville han ikke, så han foreslog at jeg gik hen til en anden bank, måske de kendte denne mærkelige valuta. Jeg spurgte om han aldrig havde hørt om Danmark, nej det havde han ikke. Jeg fortalte om vikinger, mens køen voksede, EM i fodbold, Peter Schmeichel og Michael Laudrup. Han sagde at Michael Laudrup var da fra Spanien og Schmeichel englænder. Derefter gav jeg op, fandt en automat, som kun kunne tyrkisk, men det lykkedes mig alligevel at få hævet lidt lira.
Jeg skulle jo ikke bare dase på stranden, så jeg tog på en lille velsmagende udflugt i bjergene. Først fik jeg lejet en scooter til en rimelig pris, havde et brev med fra den flinke udlejer, hvilket gjorde underværker. Jeg fik en næsten ny scooter, og ikke noget med at betale depositum eller noget som helst ekstra. De andre scootere han havde holdende, var just ikke pæne. Det var en flot tur med betagende udsigter, og jeg fik da taget lidt billeder, som ligner postkort, det er jeg slem til, men vil så gerne have uforfalskede billeder, og ikke fotos af en flok fjollede mennesker. Indrømmet jeg tager da billeder af familie og venner. Nå, jeg fandt en lille god restaurant, hvor jeg indtog en grillet ørred med lækkert tilbehør. Det allerbedste var at prisen var særdeles rimelig. Efter denne lille udflugt var det ved at være tid til at pakke igen, øøøv.
Turen til Istanbul var yderst behagelig og hurtig, fik da set en masse. Og så var det ud til lufthavnen, og hjem til den såkaldte danske sommer.
Evaluering
Erdek kan helt klart anbefales, hvis man sætter pris på en stille og rolig ferie i smukke omgivelser. Priserne er i orden og det tyrkiske køkken er suverænt godt, ikke som på de andre turistdestinationer, som Alanya og Marmaris, hvor det hverken er fugl eller fisk. At standarten ikke er helt i top, må du ganske enkelt leve med, men den skulle være stigende, da de også gerne vil have flere turister fra udlandet til stedet. Strandene er helt i top, absolut bedre end de andre rejsemål jeg har besøgt i Tyrkiet.