Florida

Jeg havde ellers svoret at jeg ikke skulle til staterne igen. Ikke fordi at jeg ikke brød mig om den sidste tur til Portland Oregon, men pga. tidsforskel og den pokkers lange flyvetur. Min kone fik mig dog overtalt til at rejse med til Hollywood, som også ligger i Florida. Hun brugte som argument at tidsforskellen ”kun” er 6 timer, og flyveturen kun varer i alt 10-11 timer med et flyskift. Jeg lod mig overtale, fik bestilt billetter og lejlighed.
Foto admin
Foto admin

Flotte strande

Vi foretrækker en lejlighed da der i en sådan er et køkken med tilhørende køleskab, som er rart på de varme destinationer, og den hører Florida absolut. Dels bliver man også i længden træt af at gå ud at spise. I USA har man nogle rimelige gode råvarer, som vi nyder selv at tilberede. Ulempen ved en lejlighed er dog at vi selv skal gøre lidt rent og rydde op, men der er en del penge at spare ved en lejlighed. Lejligheden fandt vi på nettet. Standarten var ret god, men den var i stueplan, hvilket egentlig er fint nok, men vi fik besøg af lidt forskelligt kryb som nød køligheden i vores lejlighed.

AFREJSEN

Vi kom til Billund i god tid og troede vi havde alt under kontrol, men det havde vi ikke. Vi kunne ganske enkelt ikke tjekke ind, da vi manglede det såkaldte ESTA. Uden det ingen indrejse i Staterne. Jeg troede lige at jeg blev reddet på målstregen, men en sød og lidt for hjælpsom dame (efter min mening) hjalp os med at få de manglende dokumenter. Så af sted kom vi.

Vi landede planmæssigt i Paris og fandt uden problemer gaten til Miami. Kom ind i flyet, fandt vore pladser. Vi var placeret bag de sæder som har ekstra benplads. De to lettere overvægtige amerikanere som sad foran os mente at de skulle læne deres sæder helt tilbage. Jeg forstår nu bedre udtrykket som sild i en tønde. Jeg bad høfligt de foran siddende om de ikke kunne rette deres sæder bare lidt op, men de svarede bare at de ikke gjorde noget som de ikke måtte, hvortil jeg svarede undtagen almindelig god opførsel og hensyntagen. Et var en lidt træls flyvetur, men vi overlevede. Da flyet var landet i Miami bemærkede vi at alle havde pokkers travlt med at komme ud og nærmest sprintede hen til paskontrollen. Vi tog det med ophøjet og jysk ro. Årsagen så vi senere, da vi kom til immigrationsmyndighederne. Her stod vi i en rimelig laaang kø (husk at have noget drikkelse med). Vi blev dog ret hurtigt ekspederet af en høflig betjent, som dog først udspurgte os om dette og hint.

Vi fandt nemt en taxa som med lidt besvær fik os fragtet til vores lejlighed. Lejligheden levede fuldt op til beskrivelsen. Lige ud til poolen, 50 meter til stranden og motionsrum med aircon.

Facts om Florida 

Florida er kendt som pensionist-og solskinsstaten pga. af det varme klima og ca. 1400 golfbaner. Florida er derfor et ideelt retræteområde. Staten er meget flad i den sydlige del, mens den er mere kuperet i nord, så der burde være mange cyklende turister, men det er der nu ikke, biler er der til gengæld mange af. Der kommer en del turister til staten, ca. 55 mio. om året.

Kort over Florida

Kort over Florida

Derfor er der en relativ lav arbejdsløshed i staten, det bør dog nævnes at hovedparten af jobbene just ikke er højtlønnede. Der dyrkes mange forskellige afgrøder i staten, mest kendt er nok Florida for deres citrusfrugter. Kennedy Space Center er også beliggende i staten som har trukket en del high tec arbejdspladser med sig. Den sorte økonomi har gode kår i Florida da der indsmugles en del narkotika til staten.

For os barnlige sjæle må vi heller ikke glemme Disney World Orlando..

Dyrelivet er også specielt i Florida Her lever der både krokodiller og alligatorer som af og til opleves i swimmingpoolen. I kanalerne oplevede vi delfiner.

 Vejr

Klimaet er behagelig hele året rundt. Om sommeren kan der dog blive ret så lunt og komme kraftige regn og torden. Disse kommer for det meste om aftenen/natten.

Jeg havde som vanligt medbragt mine løbesko, det skal nævnes at de aldrig er kommet med hjem uden at have været brugt. De skulle da også afprøves her i Florida i juni måned, men her var for varmt og for høj en luftfugtighed. Derfor brugte jeg ejendommens motionsrum, hvor der var et udmærket løbebånd og aircon. Lokalet blev just ikke brugt rasende meget, men der var da enkelte unge mennesker. Første dag jeg var der for at løbe var der en lidt spinkel ung mand og tre meget nydelige unge damer. Den håbefulde unge mand stillede sig hen foran pigerne og prøvede at løfte håndvægte. Han havde de rette attituder, gik som om han havde to rugbrød under hver arm.  Han startede dog lidt for hårdt og tungt ud, så efter et par forsøg prustede han som et damplokomotiv, hvilket pigerne begyndte at fnise lidt over. Den unge mand skyndte sig at gå. Næste dag skulle jeg igen løbe mig en lille tur (plejer at løbe en 5-6km). Nu kom den unge mand hen til mig. Han varmede fornuftigt op og stillede sig ved siden af mig, indstillede båndet på samme tempo. Det skal nævnes at jeg just ikke er ung længere og heller ikke i mit livs form, men efter 15 min begyndte den unge at svede og puste, så jeg blev helt bekymret for hans helbredstilstand. Jeg spurgte om han var ok, hvilket han ikke svarede på, men i stedet skyndte han sig at fortrække fra rummet. Så ham aldrig mere.

Strandene

Strandene er lige så gode som på den danske vestkyst, men klimaet er bare lidt bedre.

Flotte strande med pænt blåt vand (foto admin)
Flotte strande med pænt blåt vand (foto admin)

Der er ca. 1200 km strand i Florida af høj kvalitet som overvåges af aktive livreddere.

Foto admin
Foto admin

Supermarkeder og restauranter

Der findes mange forskellige restauranter i Florida. Der er mad fra hele verden, men der er specielt mange cubanske restauranter, hvilket ikke er så underligt da der findes mange cubanere i staten. Cuba ligger jo kun ca. 150 km fra Floridas sydligste punkt, Key West.

Vi var nu kun ude at spise en enkelt gang, da vi havde vores eget veludstyrede køkken. I det område hvor vi boede, var der en del forskellige supermarkeder. Vi benyttede os af Winn-Dixie, pga. af deres gode slagter. I USA kan man få oksekød af høj kvalitet og til en rimelig pris. Det er just ikke udslidt malkeko, som vi er vant til i Danmark. En dag fik jeg lyst til en rigtig god bøf, så jeg spurgte slagteren om han kunne skære en ud til mig. Han spurgte hvor stor den skulle være, jeg svarede normal størrelse, ikke for stor. Han skar en god en ud til mig, på 680 gram, hvilket var meget normalt. Det skal nævnes af bøffen var fantastisk god og jeg spiste den, men det krævede en tur på sofaen bagefter.

Alt er stort i supermarkederne. Store colaer, spande med chips, osterejer mm. Jeg har af og til en hang til osterejer/kugler. Dem kunne man da også få i supermarkedet, men i spande på ca. 2 kg. Og så undrer vi os over at amerikanerne bliver så fede.

En ting vi som danskere skal vænne os til når vi kommer ind i en butik, er at man faktisk føler sig velkommen, frem for de sure danske tyggegummigumlende ekspedienter. Man får i Florida en god og meget høflig betjening.

Aktiviteter

foto admin
foto admin

I Florida er der mange muligheder for div. aktiviteter. Om man vil på fisketur, stå på vandski eller spille golf. Når vi er på tur er vi just ikke vildt aktive. Vi har et hårdt arbejdsliv med mange timer på jobbet, så vi slapper primært af. Jeg foretrækker at gå lange ture, sidde under en palme med en god bog eller bare kigge på mennesker som går forbi. Det bedste for mig har altid været at kigge på havet, det giver mig ro i sjælen og får mig til at tænke store tanker. Min kone kan godt lide at shoppe, og i Florida er der rige muligheder for dette.

Vi valgte at tage på en aften kanalrundfart med vore venner, hvor middag var inkluderet. Da var en god og smuk oplevelse. Vi så nogle smukt beliggende og imponerende villaer. Her kunne vi se kontrasterne i det amerikanske samfund. Vi så dagligt hjemløse bo i papkasser eller under en af de mange broer.

Aften billede fra en af kanalerne (foto admin)
Aften billede fra en af kanalerne (foto admin)

Vi tog også en tur ind til Miami. Specielt området nede ved Bayside Marketplace kan anbefales. Hard Rock Cafe er en oplevelse værd. Gå en tur rundt på cafeen, det er guf for musikinteresserede. Her kan du bl.a. se Claptons gamle guitar, Beatles koncertjakker, og en masse andre ting og sager fra både gamle og nyere musikere.

Ung og gammel dansede i en stor orden. (foto admin)
Ung og gammel dansede i en stor orden. (foto admin)

Der er mange cubanere i Miami, hvilket vi oplevede i Bayside Marketplace. Her så vi dansende til latino rytmer. Folk kastede sig bare ud i dansen uden hæmninger, ung og gammel sammen i det tøj man nu havde på.

Hjemrejsen

Efter en uge i Florida var det nu tiden, hvor vi skulle hjem igen. Bøfferne og turen var god og kan anbefales. Dog var de fine strande skæmmet af høje hoteller tæt på stranden, lidt synd…

Turen hjem gik uden de store problemer. Vi fik sæder med ekstra benplads, hvilket kan anbefales, for ellers får man ikke sovet ret meget på hjemturen.

Om jeg vil til USA igen? Tja, ved det ikke. Hvis det sker, er det med ekstra benplads, men det koster jo en del på de lange flyvninger.