Goa

Min kone er vild med Goa. Hun har været der et hav af gange, og kom der dengang stedet var endnu mere primitivt end det er i dag, hun fik mig til sidst lokket dertil, endda to gange, men men men…

Goa har et areal på 3702 km², og er kun lidt større end Fyn, men har et bedre klima og ikke mindst strande. Dog hellere Fyn end Goa. Det er en gammel portugisisk koloni fra 1505, og var en provins i Portugal indtil 1961. Der bor ca. 1.5 mio mennesker i Goa, og det er den mindste delstat i Indien hvad befolkningstal angår, og den næstmindste hvad areal angår.

Vaccinationer

Inden du rejser til Goa, er det en god idé at have styr over vaccinationer. Du skal have en mod stivkrampe, Hepatitis A og B, og evt, tyfus. Henvend dig til din læge eller gå ind på rejser.ssi.dk/rejser/område.asp?soeg=Vaccinationsforslag. Der kan forekomme malaria i området, så derfor skal du være forsigtig lige inden mørkets frembrud. Smør dig grundigt ind i en god myggebalsam, jeg plejer at købe den på apoteket, dem kan holde de små bæster væk, næsten. Der kan også købes spiraler og andet grej dernede, som du kan enten brænde eller sætte til stikkontakten. Der er ved at blive udarbejdet en vaccine mod malaria, og den skulle være på trapperne.

Klima

Goa har et behageligt klima med temperaturer på en 30 – 35 grader i rejsemånederne. De bedste rejsemåneder er fra sidst i oktober til maj, hvor der ikke regner ret meget. Fra sidst i maj til oktober regner det en del. Sidste gang jeg var i Goa, holdt vi jul og nytår dernede, og i den periode plejer der at være fint vejr, men i de 14 dage vi var der, oplevede vi kun tre dage med skyfrit vejr, ellers regnede det en lille smule et par dage. Der var dog dejligt varmt.

Strande

Strandene i området er flotte palmestrande, men med en pokkers masse strandbarer side om side, hvor der flyder højt musik ud fra. Der er rift om tilladelser om at få lov til at bygge disse barer, som er lidt primitive, så der trækkes lod om tilladelserne. Min kones favoritbar og frokoststed på stranden, fik ikke en tilladelse sidst jeg var der, men de byggede alligevel. En dag skulle vi spise frokost på baren, men da vi kom hen til baren, var myndighederne ved at rive den ned. Min kone udbrød: ”Så kan jeg ikke få mad”, men det lykkedes dog alligevel at få lidt at spise. Et par dage senere havde de dog bygget baren op igen.

DSCN0968

Pas på når du er ude at bade for der er en meget kraftigt understrøm, og du kan hurtigt blive ført langt ud i det Arabiske hav.

Kig også efter hvor du træder, da der vader en masse køer rundt på stranden, men de er nu meget fredelige.

Hellige køer

Der blev i 2010 udstedt et forbud mod at være topløs på stranden. I det hele taget skal man huske at have respekt for de lokale skikke, og ikke vade rundt i bikini eller badebukser i byen. Det er et generelt problem i mange feriebyer, at turisterne ikke har respekt for lokale skikke.

Der er indført alkohol forbud på strandene, men om det overholdes er en anden sag. Det er ok med det forbud, da der ofte er en del berusere på strandene, som skaber en del uro.

Når du er på stranden, er du oftest ikke i fred ret længe. Du bliver tilbudt massage, og bliver antastet af tiggere. Vi så en ung kvinde med et barn på armen der gik rundt på stranden og tiggede. Hun og barnet så ret elendige ud, og mange gav hende en skilling. Da vi gik tilbage fra stranden og op til hotellet, stod hun og talte i mobiltelefon, endda en smartphone, så helt skidt må dette ikke havde stået til.

Dyr/husdyr

Der vader en hav af køer rundt over hele området. De er i byen, på stranden osv. Derfor er det en god idé, hvis du skal ud at gå en aftentur at have en lommelygte med, da gadebelysningen ikke altid er lige god. Og det er ikke behageligt at træde i en nylagt kokage, kan jeg hilse at sige.

Som før omtalt er der et hav af myg lige inden mørkets frembrud, så husk at smør dig grundigt ind i myggebalsam.

Sidst men ikke mindst er der rotter, og det er just ikke de små størrelser vi har herhjemme, men bæster på størrelse med en kat. Sidste gang jeg var i Goa, rendte der en ret så stor rotte rundt i buffet området, vi døbte den Rufus, da vi mødte den flere gange. Hotellets personale havde tilsyneladende respekt for det grimme bæst, men mere om rotter i næste afsnit.

Indkvartering

Husk at få et værelse med køleskab, da det er svært at undvære i varmen. Selvom du har all inklusive, er det nu rart at kunne drikke noget koldt midt om natten eller spise et eller andet, når sulten melder sig.

En ting mere, på trods af det er rart med en skyggende palme ud foran din balkon, kan det ikke anbefales. Min kone var alene af sted til Goa, og hun fik et værelse ud til en palme, hvilket hun var glad for, men det blev hun ikke ved med at være. Hun undrede sig over at det puslede lidt om natten, men tænkte ikke nærmere over det, det kom hun dog til. Da hun en morgen skulle have noget rent undertøj i kufferten, kunne hun se en stor hale og dens ejermand, en ret stor rotte. Hun hylede og skreg, og ringede straks efter forstærkninger i receptionen, historien fortæller ikke om rottens reaktion, men den havde ellers hygget sig i blonderne, så den var sikkert noget utilfreds med al den uro. Tre mand stærk kom op fra receptionen, bevæbnede med koste. De tog rotten i øjesyn, og den ene inder sprang op i favnen på en af de andre., og mente nu nok at den var temmelig stor. De fik den jaget væk fra kufferten, og mente den var væk, men min kone sagde, at hun havde set den forsvinde bag køleskabet, men inderne var ikke meget for at tage kampen op med det store bæst. De fik dog endelig taget sig sammen efter en peptalk med ret så udiplomatiske vendinger fra min søde kone. De fik nu rotten jaget på flugt, men det resulterede i at den flygtede ind i naboværelset, hvor der boede et finsk ægtepar. Min kone prøvede at forklare at de nu havde et husdyr, men de smilede bare med himmelvendte øjne, og tænkte sikkert at det er hvis konen der har rotter på loftet. Det modige personale var for længst over alle bjerge, de skulle ikke nyde mere. Rotten var sikkert utilfreds over ikke kunne være i fred, så den kom ikke tilbage, den var blevet fornærmet. Så derfor, ikke et værelse ud til en palme, da rotter har det med at klatre i palmerne, og gå ind på din balkon.

Mentaliteten

Inderne er normalt kendt for at være høflige og gæstfri. Dem er der stadig nogle af i Goa, men ikke mange. De er en truet race, for de fleste i Goa er ret så uhøflige. Når man går en tur, hører man hele tiden, ”Come and see my shop”. Når man så ikke lige har lyst til at se på junk produceret i Kina, får man fingeren. Du skal være opmærksom på, at der bliver råbt Taxi, Taxi uafbrudt. I det hele taget er det svært at gå i fred. Nå man så kommer ned på stranden, er det ikke meget bedre. Der er mange små butikker i Goa, og konkurrencen er stor, så det er sikkert årsagen til den udbredte uhøflighed.

Restauranter og drikkevarer

Der er masser af forskellige restauranter i Goa, der er mere eller mindre gode. Du kan spise ret så billigt, men du skal passe på, da du nemt kan få meget dårlig mave, da hygiejnen ikke altid er i top, hvilket du kan se i videoen.

Jeg er ret vild med sizzler, så det skal du prøve. Det er en ret der kommer ind på en meget varm støbejernstallerken. Jeg er ellers ikke så vild med det indiske køkken, da de ofte laver deres retter alt for krydrede, så man ikke kan smage råvarerne. Deres brød kan anbefales

Prøv dig lidt frem for smag og behag er ikke ens.

Transport

Det er billigt at lade sig transportere i taxa, men sørg nu for at finde en rolig chauffør, for mange af dem kører ret så vildt. En gang da vi skulle til lufthavnen, troede vi ellers at have fundet en stille og rolig chauffør, men han viste sig at være en ren fartdjævel. Jeg betalte det aftalte beløb, men heller ikke mere. Han var uforstående overfor, at han ikke skulle have drikkepenge. Det spurgte han om et par gange, men jeg sagde bare nej, og sagde at han skulle køre pænt, og ikke så hurtigt.

Det er derimod mere underholdende at køre med en ”Tuk Tuk”, som er en scooter taxi. De kører ikke så hurtigt, og heller ikke så vildt. Ikke nok med underholdningsværdien, så er det meget billigt.

Den billigste transportform er busser, men de er for det meste stuvende fulde af mennesker, og meget varme. Husk at tage en stor dunk vand med, for ellers risikerer du at dehydrere. Husk at tage et bad, når du kommer hjem, men mere om det senere.

Seværdigheder

Når jeg er på ferie, er det for at slappe af, ikke for at farte rundt fra morgen til aften. Jeg vil hellere plante mig på en bænk, og kigge på de mange forskellige mennesker der vader forbi eller kigge ud over vandet. En tredje mulighed, kunne være at kigge ud over et fredfyldt landskab, som sikkert findes et eller andet sted i Indien, hvor der er mange mennesker.

Der er en del markeder i Goa. En tidlig morgen tog min søde kone bussen til Anjuna, hvor der om onsdagen er et stort marked. Hun hyggede sig godt, da hun er vild med tøj og sko. Hun prøvede også at komme af med nogle af sine kuglepenne, men de stod ikke i høj kurs. Det var før i tiden, hvor inderne var vilde med kuglepenne, men nu vil de have penge og Ipads. Der er trods alt sket en rivende udvikling i Indien, men det er ikke alle, der har profiteret af det store opsving. Min søde kone kom hjem senere på dagen. Hun var ikke til at komme i nærheden af, da hun ganske enkelt stank noget så grusomt. Hun blev sendt i bad, hvilket hjalp. Hun var ved at få hedeslag, så pas på med markeder og busser.

Nu vi taler om kuglepenne. En anden dag, var min søde kone en tur i byen. Hun havde givet en lille pige en kuglepen. Det blev moderen noget fortørnet over, og forfulgte den søde. Hun blev belært om, at hun ikke skulle give kuglepenne, men de ville have penge.

Hvis du vil se det rigtige Indien, så finder du det ikke i Goa, da det er et stort miks af europæisk og indisk kultur. Der er rigelige muligheder for at tage på udflugter af kortere eller længere varighed.

Der er en del flotte kirker i Goa, men man rejser ikke til Goa for at kigge på kristne kirker.

Du kan leje en taxi til en udflugt. Du kan planlægge selv eller få chaufføren til at komme med ideer til at besøge pæne steder.

Du kan også købe udflugter hos de fleste rejsearrangører, og der er lidt forskelligt at vælge imellem. Du kan komme på jungletur, og se Indiens næst længste vandfald, nemlig Dudh Sagar ude i naturreservatet Bhagwan Mahaveer. Hvis du er vild med aber, så er det turen for dig, for det vrimler med dem, og de er ret så nærgående. Jeg er ikke den store fan af aber, så derfor var den tur ikke noget for mig. Husk badetøj, for der er mulighed for en dukkert.

En anden mulighed er at besøge elefantlejren Shanti. Det er en god tur for børnefamilien. Her kan du være med til at give de store dyr et bad, og ride på det underlige dyr. Der arrangeres en to dages tur til elefanterne. Det er ikke en tur med overdrevent luksus. Du kommer til at overnatte i en meget primitiv lerhytte. En tur der kan anbefales, hvis man ellers kan lide natur og ikke mindst elefanter.

Du kan også komme på en flodtur i det nordlige Goa på Zuarifloden og Mandovifloden. Her skal du ikke huske badetøj, for her vrimler det med ækle krokodiller. Der er også mulighed for at se andre dyr, bl.a. en masse fugle. Det er en god og afslappende tur – kryds fingre for at båden ikke synker.

Når du nu er ved vandet, skal du da ud på en lille sejltur. Der er flere muligheder, bl.a. en delfinsafari, som er for hele familien, hvor du kan komme tæt på de kloge og akrobatiske dyr. Her skal du huske en stor dunk vand, solcreme og badetøj. Turene varer typisk ca. 4 timer.

Tal med din guide om udflugter, hvis de ellers ved noget om det. Det bedste er at planlægge hjemmefra. Du kan også gøre noget helt andet, nemlig slappe af, og dase på stranden eller plante dig på en café og betragte det leben der er omkring dig.

Evaluering

Har været i Goa to gange, og det er mere end nok for mig. Det er et meget larmende sted. På strandene plejer jeg, at kunne finde den fornødne ro, men ikke i Goa, hvor der er høj musik fra de alt for mange strandbarer.

Goa er helt sikkert inde i en skæv udvikling, men de ser sikkert lyset på et tidspunkt. Når de får luget ud i de mange strandbarer, og lærer de handlende, hvordan man skal opføre sig.

Indisk pige

Mange turister skal også lære, hvordan man skal opføre sig, for en del rejsende er uforskammede, pog behandler inderne som undermennesker.

Hvis du vil til Indien, så skal du ikke rejse til Goa. ”Goa er i Indien, men Indien er ikke i Goa”.