Mallorca er min store spanske rejsekærlighed, har været der over 10 gange, og indrømmet, jeg er ikke færdig med øen endnu. Dog er den kærlighed delt, da området syd for Alicante, er min nye spanske kærlighed, men gammel kærlighed ruster ikke. Mallorca har virkelig meget at byde på, så besøg øen.
Der er sket meget på Mallorca siden jeg var der første gang. De første gange jeg var der, stod den på grisefester, hvor det mest handlede om at få hældt så meget billig/dårlig vin på turisterne så muligt, og spare på kødet. Det resulterede i grisefester, hvor folk begyndte at smide rundt med mad og andre væltede rundt. Andre blev kørt til udpumpning. Dette svineri blev der heldigvis ryddet kraftigt op i. de dårligste hoteller jævnet med jorden, og gennem årene fået opbygget et godt ry ellers ville der nok heller ikke komme så mange turister.
Fakta om Mallorca
Mallorca tilhører den spanske øgruppe Balearerne, og er den største. Andre kendte øer i øgruppen er Menorca og ikke mindst festøen Ibiza. Mallorca er den største spanske ø. Den største by er Palma de Mallorca, hvor der bor ca. 400.000. Øens samlede indbyggertal er ca. 900.000. øen har et areal på 3640 km². altså kun lidt større end Fyn (2984 km²). Fyn ville juble, hvis de havde lige så mange turister, for der kommer ca. 9,9 mio. pr. år. Så det er ikke så mærkeligt at hovederhvervet er turisme og landbrug.
Klima
Mallorca har et typisk middelhavsklima. Mildt om vinteren, et dejligt (og vildt smukt) forår og efterår, og en ganske lun sommer.
Anden gang jeg var på øen var i august. Jeg skulle til den nærmeste by for at veksle penge, så jeg tænkte, en lille gåtur på 3 km. i middagsheden, var da ikke noget for en frisk ung mand som jeg. Så jeg traskede ind til byen, uden solhat og vanddunk, og fandt banken lukket. Tilbage igen uden penge, men kunne heldigvis låne af en guide. Om aftenen fik jeg det meget dårligt, som om jeg havde fået feber. Jeg fik fat i guiden igen, han sagde at jeg havde fået hedeslag og var dehydreret. Han hældte en spand vand på mig, og jeg fik det bedre. Han oplyste mig også at jeg kun havde behøvet at gå 200 m, hvor der hver dag kom en bankbus.
Det er vigtigt at huske vanddunk og solhat, hvis du absolut skal ud i middagsheden. Det bedste er nu at holde siesta.
I august har jeg også oplevet op til 48 grader varme i et par dage. Ambulancerne kørte nærmest i pendulfart, fordi folk absolut skulle på stranden. Det gjorde jeg også, bevæbnet med en bog, vanddunk og solhat. Så lagde jeg mig ellers ud i vandet med min bog, og blev dejligt kølet af.
De bedste rejsemåneder er maj, juni og til midten af juli. September og til midten af oktober er også et godt tidspunkt at rejse på. Marts og april kan have gode og dårlige dage med kølige aftener.
Historien kort
Romerne har haft en stor indflydelse. De dominerede Mallorca i ca. 600 år. Man kan stadig se romerske byggerier bl.a. i Alcudias omegn, hvor der er velbevarede ruiner. Mauerne har også haft indflydelse på øen i ca. 300 år. I 1349 bliver Mallorca indlemmet i Aragonien, indtil der blev indført selvstyre i 1983. i det 19. århundrede indledtes turismen ved Chopins og Georges Sand ophold på øen, men i 1960’erne indledtes masseturismen.
Natur
Det der bl.a. gør Mallorca enestående, er den fantastiske og varierende natur. Her finder du sletter, bjerge, dale og vandløb. På trods af de mange turister, kan du altid finde en uforstyrret plet, hvor du kan filosofere over livet mange glæder, og tænke store tanker.
Lej en bil eller scooter og kom ud at se dig lidt omkring, men pas på. Jeg havde lejet en bil for at køre en tur op i bjergene. Jeg havnede i Valldemossa, og skulle da lige se, hvor Chopin og George Sand havde boet. Jeg havde efterladt en sportstaske med badebukser og håndklæde på bagsædet. Da jeg kom tilbage havde der været indbrud i bilen. Bagruden var blevet pænt afmonteret, og stod pænt op af bilen, men tasken var væk. Pokkers tænkte jeg, nu får jeg ikke min dukkert. Jeg kørte videre. Et par hundrede meter fremme stod tasken pænt efterladt i vejkanten med indhold. Rart med hensynsfulde tyve. Da jeg kontaktede udlejningsfirmaet sagde de at det var da meget almindeligt, og fik en anden bil uden beregning.
Husk at putte tasker mm. I bagagerummet og lad handskerummet stå åbent.
Strandene
Der er mange fine strande på Mallorca. Det bedste og længste er helt klart stranden ved Alcudia. En bred sandstrand med lavt vand, som er meget børneegnet.
Alcudia stranden. (foto admin)
Der er mange andre fine strande på øen som eksempelvis Es Trenc, øst for Palma, som er en ren bounty-strand, men nok er den smukkeste strand på Mallorca, uden hoteller, da den ligger i en nationalpark. Dog kan den være ret overrendt.
Er du mere til ren naturstrand, kombineret med en fantastisk naturoplevelse, er Cala Tuent en oplagt mulighed. Den er omgivet af de smukke Tramuntana-bjerge og tæt på Torrent de Pareis ved Sa Calobra, hvor du finder Europas næststørste canyon.
Der er mange andre muligheder på øen, så udforsk, og find din private yndlingsstrand.
Mad og drikke
Mallorca har været domineret af mange kulturer, hvilket har sat sit præg på det mallorcinske køkken. Det er jo en ø vi taler om, så der er let adgang til blæksprutter, fisk og skaldyr, men svinekødsprodukter, grøntsager, frugt og brød er en dominerende del af de lokale retter. Retterne krydres ofte med de mange vildtvoksende krydderurter. På fastlandet kan man få de yderst velsmagende lufttørrede skinker, men dette er ikke muligt på Mallorca pga. den noget fugtigere luft. I stedet skal du prøve den berømte mallorcinske pølse, Sobrasada, som er krydret med bl.a. stærk paprika, hvilket giver den røde farve. Pateerne er også værd at smage på. Den bedste Paella har jeg fået på Mallorca. Prøv dig frem, der er mange velsmagende retter.
Hvis du absolut ikke kan undvære dansk mad, er der også mulighed for at spise dette. Der er et hav af burgerkæder og pizzarestauranter. Den lokale pizza a la Mallorca er også værd at prøve.
Indkvartering
Efter min mening er en lejlighed den eneste rigtige måde at indkvartere sig på, da du her har køkkenfaciliteter og ikke mindst køleskab, da du ellers skal drikke lunkent vand eller rende hen til den nærmeste bar, hver gang du er tørstig.
Hvis du rejser alene, så vælg en 2 værelses lejlighed. Jeg har for det meste været heldig og har ikke skulle dele med nogen, dog kom jeg en gang til at dele med en mallorciner som boede i Danmark. Han var kun i lejligheden i en time, så blev han hentet af familien. Ham spurgte om jeg var alene hernede, hvilket jeg var. Det kunne han ikke helt forstå, men jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare den. Så tænkte jeg ikke mere over det. En dag kom gutten forbi og spurgte om jeg ville have besøg. Det ville jeg da gerne. Nogle timer senere blev jeg invaderet af en hel spansk familie på 12 personer. De medbragte et overflødighedshorn af mallorcinske specialiteter, noget var pakket pænt ned i små portioner, så jeg havde mad til et par dage. Det var en hyggelig dag, hvor der blev spist og snakket. Det viste sig at gutten havde fået skældud af sin mor over at han i det mindste ikke havde inviteret mig med hjem til middag, det kom jeg så senere. Magen til gæstfrihed havde jeg ikke oplevet før.
Udflugter/aktiviteter
Der er et væld af aktivitetsmuligheder på Mallorca. Er du til golf er der fine golfbaner, bl.a. Golf Son Gual som rangerer som en af Europas bedste baner, dog er den lidt dyr, men pengene værd. Der er mange forskellige baner med varierende sværhedsgrader.
Der er vandland, minigolf, dykkerture, just name it. Dog kan jeg ikke forstå den som benytter vandlandet ved Alcudia, når du har en klassestrand i gå afstand.
Der er også mange muligheder for en sejltur, men pas på du ikke bliver omdannet til kogt krabbe.
Du kan enten selv planlægge dine udflugter eller tilmelde dig hos en turudbyder. Jeg har fået bedst udbytte af udflugter ved selv at planlægge dem, så du ikke bliver drevet rundt som en flok får.
På Mallorcas østkyst er der en del grotter, som absolut er et besøg værd. Den mest besøgte og berømte er Drage Grotterne. Ifølge et gammelt folkesagn boede her en drage som passede på en stor guldskat, men da jeg var der, så jeg ingen skat og ingen drage, altså eventyrvæsenet. Grotterne er ca. 250 meter under jordens overflade. Man bevæger sig i hold fra grotte til grotte, som er imponerende belyst indtil du kommer til en af verdens største underjordiske søer. Her slukkes lyset og nogle belyste både dukker op med musikere som spiller klassisk musik, en helt fantastisk akustik er der. Til sidst bliver du roet over søen, og du vader op til jordens overflade.
Er du til bjerge, hårnålesving og en fantastisk natur, så skal du altså tage til Sa Calobra. Turen ned til Sa Calobra falder med 800 meter over en strækning på 12 km., så hvis du har hang til transportsyge, er det nok ikke en tur for dig. Se under strandene, hvor Cala Tuent er beliggende i det samme område. Turen ned byder på den ene flotte udsigt efter den anden. Kom der ikke for tidligt, da det er et yndet udflugtsmål og derfor kommer mange mennesker med store busser.
Har du brug for afslapning, så tag det over 100 år gamle bumletog til Soller, her får du naturoplevelser for alle pengene, flotte udsigter. Nyd en god frokost i Soller inden turen går tilbage til Placa d’Éspanya i Palma. Der er afgang 5 gange dagligt.
Katedralen i Palma, La Seu, er også et syn værd. Man påbegyndte byggeriet i 1229 og den stod klar i 1601, hastværk er lastværk. I katedralens museum er der nogle ret så unikke relikvier, nemlig tretorne fra Jesu tornekrone, splinter fra Jesu kors som er nedfældet i et guldkors og en stump af den svamp som vædede Jesu læber, mens han hang på korset. Der er mange andre interessante ting og sager du kan kigge på.
Klostret i Lluc er det helligste sted på Mallorca. Historien fortæller at en arabisk konvertit fandt en madonna statue (La Moraneta) i en klippehule, det blev bragt ned i den lokale kirke. Dagen efter var den borte, og var vendt tilbage til findestedet. Det gentog sig tre gange. Man indså at det var et tegn på at Gud mente at den skulle blive stående. Der blev så bygget et kapel på stedet, og senere et kloster Det er absolut et besøg værd, men i højsæsonen er der et hav af mennesker. Der er museum, og altid muligt at finde en fredfyldt plet.
Hvis du er til kirkekunst, så besøg en af de mange kirker på øen, dels er der køligt i en kirke + du kan se nogle pragtfulde udsmykninger.
En anden mulighed som vi ofte anvender, er bare at slappe af. Gå en tur, sidde på en cafe og iagttage mennesker der går forbi. Læse en bog på en bænk med en flot udsigt. Tja, der er nok af muligheder, man er jo på ferie for at slappe af. Vi bliver ofte spurgt når vi vender tilbage fra en ferie, om hvad vi var ude at se, og for det meste svarer vi: ”Jamen vi skulle jo slappe af”. Mange har alt for travlt på deres ferier og får ikke slappet nok af. Der er gået for meget mode i aktiv ferie, en vildt overvurderet ferieform, det er jo ikke ferie.
Cala Mayor/Palma området
Første gang jeg besøgte øen var i 80erne, dengang var det med to kammerater, hvor vi boede på et ungdomshotel i Cala Mayor, uden køleskab og køkkenfaciliteter. Et køleskab er et must i de varme lande, hvilke vi tre unge gutter hurtigt fandt ud af. Vi blev enige om at vi hellere måtte have lidt øl og sodavand på vores værelse. Så ned i det lokale supermarked, hvor i anskaffede det nødvendige. Vi grublede lidt over afkølingen, men fandt så ud af at badekarret måtte være løsningen. Vi dumpede papkartonerne i badekarret, efter ca. 10 sekunder var vandet sort af kakerlakker. Morale: fjern emballagen og kakerlakker inden du smider dåser i et badekar. Det var på denne rejse jeg blev overbevist om at en lejlighed er det eneste rigtige.
Dengang var der en del danske restauranter, hvor en af kammeraterne kunne få sine elskede frikadeller og flæskesteg, som han absolut ikke kunne undvære, ”hundeæde” sagde han om de lokale retter. Der er stadig et par danske restauranter til at betjene de ca. 600 fastboende danskere i området.
Jeg havde øvet mig lidt på et par spanske fraser, så da jeg skulle op til baren for at bestille tre øl, skulle jeg føre mig lidt frem. Så jeg sagde til den spanske bartender: ”tres cervezas por favor”, han kiggede overbærende på mig, og svarede: ”er det tre bajere du skal have” på uforfalsket københavnsk. Det viste sig at han havde arbejde som tjener i København i en del år. Generelt er Spanierne glade, hvis man forsøger sig på deres sprog.
I Cala Mayor er der kun et frimærke af en strand, men det var nu heller ikke den de unge mennesker kom for, næ, det var vilde fester og nattelivet med mange diskoteker.
Hvis man vil bo tæt på Palma, er det et godt område. Palma har meget at byde på. Lige fra et ikke imponerende akvarium, domkirken, et stort marked, museer, Miro og en masse andet, hvis man nu vil være aktiv. Jeg er nu mere til et overskueligt og dovent område, hvor ikke behøver andet transportmiddel end gåben eller cykel.
Alcudia.
Jeg har været en del gange i Alcudia området, mest på grund af den fantastiske strand, og den gode standart som lejlighederne har der. I dag vil jeg nok foretrække et mindre turistpræget område. Dog skal du ikke ret langt væk fra turistområdet før du finder fred og ro.
Strandene
De bedste og mest børnevenlige strande finder du i Alcudia området, en lang, bred strand med klart rent vand. Du skal vade ret langt ud før vandet når dig til navlen.
Alcudia by
Hvis du trænger til at holde en fridag fra stranden, så tag en tur ind til den gamle maleriske og hyggelige by. Alcudia blev grundlagt for 2000 år siden. Der er ca. 5500 indbyggere i Alcudia. Er du historie interesseret, så besøg museet Her er marked tirsdag og søndag. Se de gamle bymure fra det 13. århundrede eller gå omkring i de små gader. Pas på du ikke farer vildt, det kan man faktisk ret nemt. Her er små butikker og restauranter.
Transport
Der afgår busser til Alcudia, men hvis du skal ud på mindre ture så jeg en cykel. Hvis du er mere doven anlagt, og vil have vind i håret, så lej en scooter, så kommer du let omkring.
Der er mange udflugts muligheder. På turistbureauet i Puerto de Alcudia kan du få brochurer med mange gode ruteforslag.
Oplevelser fra Alcudia
Jeg var atter havnet i Alcudia, der var der et par store norske bodybuildere, som mente at alle skulle smides i poolen, hvilket de morede sig meget over. Turen var nu kommet til mig, jeg spurgte om vi ikke hellere skulle lægge arm, hvis jeg tabte kunne de jo verfe mig i vandet. Det mente de var en tåbelig udfordring fra min side, da jeg jo ikke så speciel stærk ud. Det skal nævnes at jeg var i kanon fysisk form, men det var ikke til at se. Nummer 1 lagde jeg ned med min svage højre, han mente nu, at han var bedre med venstre, men det var han ikke, heller ikke den anden muskelbøf var bedre i denne disciplin, så jeg fik fornøjelsen af, til de andres gæsters jubel at smide dem i poolen. Resten af ferien havde jeg hele tide de to bøffer som livvagter. Mit ord var lov, de blev pludselig meget små, men det var nogle søde gutter.
Udflugter
Besøg øens nordligste punkt Formentor, hvis du tør, for det er en lidt nervepirrende tur ud til stedet, hvor der er meget stejle klipper ned til vandet. Jeg fik en lille sjov historie fortalt af en spanier. Områdets buschauffør og præst kom op til Sankt Peter, men kun buschaufføren kom ind i de hellige haller, årsag?? Han havde gennem årene fået flest mennesker til at bede til Gud. Det fortæller lidt om turen til Formentor.
Alcudia igen?
Tja… jeg ved ikke, men det er en god base. Standarten er rimelig høj, men der er en pokkers masse myg og turister. Hvis du er til bjerge er de ret tæt på. Hvis du er til ren afslapning og badeferie er stedet perfekt. Det er en fantastisk strand og Alcudia by er altså en perle. Så den er helt sikkert med i mine overvejelser.
Hvor skal jeg indkvartere mig?
Hvis du vælger en pakkerejse, så vælg det område der passer bedst til dit temperament, der er nok at vælge imellem. Nu om dage flyver lavsprisselskaberne også til Palma de Mallorca, så det er også en mulighed. Du kan nemt finde en feriebolig på nettet, dog vil jeg anbefale at benytte et etableret udlejningsselskab, da du ellers kan blive taget grundigt ved næsen. Der er efterhånden for mange grusomme historier om snyd med ferieboliger (se huskelisten, der er gode råd).
Find dit paradis, og besøg denne pragtfulde ø.
Dette er kun en meget overfladisk beskrivelse af Mallorca. Der er ganske enkelt så rasende meget at skrive om at jeg kunne risikere en alvorlig skrivekrampe. Man oplever nu bedst gennem egne øjne, men jeg tror ikke at Mallorca vil skuffe dig.
Hvis du har spørgsmål eller gode forslag, så benyt kontaktformularen.