Ja så var den gal igen, fruen skulle til en konference i Palm Springs Californien. Så hun begyndte i januar at lede efter billige flybilletter til 9.-16.juni. Hun fandt en rejse med perfekte afrejse- og ankomsttidspunkter både ud og hjem og endda til en favorabel pris, – bookede og betalte. Problemet var bare at hun havde overset at måneden var februar – og ikke juni. Nå, hun kontaktede rejseselskabet/internetudbyderen om hun kunne booke om, men dette var ikke muligt, men hun kunne da få et par hundrede tilbage. Billetten var trods alt i den dyre ende, godt 7000, og pengene skulle nødigt gå til spilde, så det var bare afsted. Det er nu også godt med lidt research on location. Hun rejste derover, og opholdt sig der i en uge i dejligt vejr og mellem 20 og 25 grader, men lidt kølige aftener.
Rejsen
Rejsen dertil forløb ganske fornuftigt, men det er altså en laaang tur med to flyskift, først i Toronto, og dernæst i Los Angeles, men helt uden problemer og tab af bagage, det hele funkede efter planene. Hun var heldig at få hyggelige sidemænd under rejsen, og så bliver det hele jo meget sjovere. Dog er det alt for lang en rejsetid, når man kun skal være afsted i en uge. Det er faktisk ret så rart med flyskift, da man kan komme ud og røre sig lidt. Det er sundt for blodomløbet.
Lidt historie
Fra 1930erne har byen udviklet sig meget, da den kun ligger 160 km øst for storbyen Los Angeles. Derfor var Palm Springs bekvemt for skuespillere, da de hurtigt kunne være tilbage i Los Angeles, hvis de havde lidt fri fra en filmoptagelse. Skuespillerne havde ofte en klausul i deres kontrakter, den såkaldte 2 timers regel, hvor de skulle kunne være parat til optagelser indenfor 2 timer. Desuden var Palm Springs et yndet gemmested for mange af de gamle filmstjerner. Nu om dage er Palm Springs igen på kortet, da der i januar afholdes en film festival, hvor du kan opleve et væld af nutidige filmstjerner. Der valfarter nu også stjerner til byen af andre årsager, bl.a. Lindsay Lohan har været på besøg i en måneds tid, da der er en Betty Ford klinik i området, hvor de kan komme på afvænning for div. misbrug. Helt gratis er det ikke, da en måneds ophold koster lidt over 25.000, – altså dollars.
Fakta
Byen har ca. et indbyggertal på 45.000, og er omgivet af ørken og bjerge. Der bor en del rige mennesker og velstående pensionister. Der bliver spillet en del golf i området, så hvis du er golf fan, så er det bare ud at svinge køllen, for der er nok af muligheder. Det meste af byområdet ejes af Cahuilla indianerne, som har boet i området i ca. 3000 år. På trods af at området er omgivet af ørken, er der ret så frugtbart og grønt i Palm Springs, men der bliver heller ikke sparet på vandingen. Området er omgivet af bjerge. Mod vest er det San Jacinto bjergene, hvis højeste punkt, Mount San Jacinto, er på 3302 meter. Mod syd er det Santa Rosa bjergene, der giver læ, og mod nord er det San Bernardino bjergene.
Klima
Der er godt lunt hele året rundt i Palm Springs, og regn gør de ikke meget i, der er vel en ca.20 – 30 nedbørsdage pr. år, så det giver en del solskinsdage, men 350 solskinsdage om året som de praler med, kan jeg nu ikke lige få til at gå op. Nok nærmere 330 – 340!!? De koldeste måneder er december og januar, hvor temperaturen ligger på ca. 20 grader. I juni, juli og august er der skruet kraftigt op for varmen med temperaturer på 35 – 50 grader, og solen lige ned i knolden af dig så på med solhatten og solcreme. De bedste rejsemåneder til dette sted er helt klart fra februar til midt i maj og fra midt i september til sidst i november.
Restauranter, barer og natklubber
Der er et væld af restauranter i alle prisklasser, men gennemsnitlig er de alle nok i den dyre ende. Du kan dog finde mexicanske steder med rimelige priser, og mad med ”bid” i. Du kan dog bede om at det ikke skal være alt for stærkt. Hvis du skal have en let frokost er det til mere rimelige priser. Portionerne kan man just ikke klage over, medmindre du finder en meget fin restaurant, hvor man ikke skal forvente at blive mæt. Efter et besøg på en sådan, er det påkrævet at finde en burger/pizzarestaurant eller lignende, og det er også muligt. Der er også mulighed at finde et sted, hvor du kan indtage en god sandwich, som er stor nok til at kunne mætte en gennemsnits familie.
Hvis du vil se et flot show, er ”Plaza Theatre” en mulighed. Her kan du høre musik, og se dans fra en svunden tid. Showet hylder dans og musik fra 30’erne, 40’erne og 50’erne. Kostumerne er også inspireret af disse tidsperioder.
Der er også barer, eksempelvis ”Casablanca Lounge”, fra en anden tid, hvor datidens filmstjerner, bl.a. Frank Sinatra og Humpry Bogart, slog deres folder, og de to gutter var kendte for, just ikke at stå tilbage for de våde varer.
Aktiviteter
Hvis du er til golf kan du her får din lyst styret. Der er mange gode tilbud på golfrejser, hvor du frit kan spille golf i smukke omgivelser.
Er du interesseret i geologi har du en god mulighed for at komme tæt på San Andreas forkastningen. Der har været lidt stille om den, men man regner med at der vil komme et stort jordskælv på et tidspunkt, ”The Big One”, hvilket ikke vil være så godt, da Los Angeles kunne blive hårdt ramt. Dog er man blevet meget bedre til at sikre bygninger og huse.
Hvis du er naturmenneske er der muligheder for at kigge nærmere på naturen omkring Palm Springs. Du kan se smukke bjerglandskaber, ørken og floder. Du kan også komme på en klatretur i bjergene. Hvis du ikke gider klatre i bjerge og gerne vil køles lidt af, kan du komme ret så højt op med en svævebane, og se nogle fantastiske udsigter. Ingen af delene er dog noget for mig, da jeg har lidt højdeskræk, men det skulle være et ret så smukt syn.
Der er også mulighed for vandhundene at komme i det lokale vandland, ”Soak City Water Park Palm Springs”. Her er der alt hvad et vandland skal have, og mere til. Lige fra ture på tømmerflåder, hvor der er indbygget vandfald, rutsjebaner, bølgebassin, og for de små børn er der også aktiviteter. Og ganske rolig, sikkerheden er altid i top, da der ellers står en flok advokater ved udgangen, som er parate til at sagsøge.
Der er såmænd nok at gå i kast med, men en anden mulighed som amerikanerne ynder, er at sidde ved poolen og læse på deres Ipads.
Indkøb og andet
Min søde kone som altid er på jagt efter sko, guderne må vide hvorfor, for hun har nok ca., 200 par, – kunne ikke rigtig finde en skobutik, men hun gav ikke så hurtigt op. Hun fandt ud af, som i så mange andre amerikanske byer, at man skal lidt udenfor centrum, hvor butikker er samlet i centre, med air con. Så hun tog en bus derud, men fandt nu til forandring ikke særligt mange sko. Det er straks noget andet, når vi er i Spanien, – der er der et væld af muligheder, og gammeldags butiksgader. Forstår ikke lige systemet med at det hele skal placeres i byernes udkant, mens centrum kun består af kontorer og restauranter. I Palm Springs centrum, downtown var det næsten udelukkende restauranter, men det er ikke stort, faktisk kun to gader af en 500 meters længde.
En dag skulle min kone atter på skojagt, en sport som hun går op i med liv og sjæl. Hun gik ned til bustoppestedet. Hun blev der kontaktet af en spansktalende ældre herre, som spurgte hvornår den næste bus afgik. Min kone kan lidt spansk, så den flinke ældre herre begyndte at tale som et vandfald, og fortalte det meste af sin livshistorie. Det endte med at vi endelig skulle komme på besøg, og låne hans hus helt gratis, da vi jo var flinke mennesker. – Tænk dette kunne nok aldrig ske i Danmark, der taler man just ikke meget sammen ved et busstoppested, der har vi i stedet hovedet begravet i mobiltelefonen eller underholder alle andre om ens kærestes dumheder. Amerikanerne eller i dette tilfælde mexicanere er høflige mennesker. Nå, ja, der var jo lige en smutter, da vi skulle flyve til Florida.
I Juni måned måtte min kone jo så af sted igen. Nu kendte hun da vejen og lidt til ørkenen, – jeg må næsten lige tilføje, at hun altid har haft en vis aversion mod ørkener, da hun har det bedst med, at der er lidt liv omkring hende. Denne gang var det den rigtige konferencetid. Der var ikke særligt langt fra hotellet til konferencen, så min søde kone valgte at gå de ca. 1,5 km. frem og tilbage. Det er også godt med lidt motion, når man skal side mange timer til forelæsninger. Hun undrede sig en del over at hun aldrig mødte andre gående, men en del store amerikanerbiler, indeholdende nogle ret voluminøse mennesker. En dag havde en af de ansatte set min kone komme gående, hun spurgte med frygt og vantro i stemmen: ”Er du virkelig gået herhen?? Hvorfor kører du ikke?? Og du havde endda en lille rygsæk med! Det gør man da ikke, ved du ikke at der er shuttlebusser, som kører frem og tilbare hver time. Og så undrer man sig over at amerikanerne bliver så store som de gør! Min kone fortsatte sine daglige gåture, selvom temperaturen var omkring de 40 grader. Luften var ret tør, så det kunne klares uden hedeslag. Der er ellers motionscentre med air con på næsten alle hoteller, men de bliver just ikke overrendt.
Evaluering
Palm Springs er et dejlig sted, hvor der er pænt og rent, men rejs ikke dertil i de varme måneder, for der er gloende hedt. Priserne er just heller ikke i den billige ende. Det ville være en god idé at kombinere stedet med evt. Los Angeles, som kun ligger lidt under 200 km. fra Palm Springs. Stedet er genialt, hvis du er en ivrig golfspiller, og der er virkelig gode golfbaner i området. Jeg tror nu ikke at vi vender tilbage til stedet, da det er for lang en rejse for mig og få få skobutikker til min kone. Hvis det alligevel skulle være tilfældet, ville en rejse på mindst 2 uger, helst tre, være påkrævet.