Hvis du kommer gående i dine egne tanker i Buñol (vest for Valencia) den sidste onsdag i august, og pludselig får en tomat i hovedet, er du havnet i en af Spaniens mange sære fester, nemlig La Tomatina. Hvert år læser bystyret adskillige tons tomater af i byens centrum, og så går det løs, ingen er fredet, så ingen hvide skjorter og kjoler. Historien bad denne fest var at to unge mennesker i 1945 blev lidt vrede over at måtte deltage i en parade, så i deres arrigskab smed de tomater efter paraden. Det samme gentog sig det efterfølgende år, og siden er det blevet et folkekrav, som bystyret overtog i 1980.
Hvis du befinder dig i Lanjaron nær Granada den 23. juni, er den en god ting at være udstyret med vandpistol og badetøj, da du her kan blive et mål for Spaniens største vandkamp i ”Fiesta del Agua y del Jamón”.
Du kan også blive udsat for at få kylet blomster efter dig, hvis du er i bl.a. Valencia i juli måned. Denne ”la batalla de flores ” kan du også blive udsat for i andre spanske byer. Her er det praktisk at være udstyret med ketcher. Inden blomsterkrigen er der flotte optog, hvor vogne er flot dekoreret med blomster.
Ikke nok med vand, tomater og blomster, du kan også blive overhældt med vin i ” La Batalla del Vino” i Haro i La Rioja den 29. juni. Her er du mest udsat udenfor byen, og gode forsvarsvåben er atter vandpistol og praktisk tøj. Man fejrer faktisk Sankt Peter Festdag, men det har alle vist glemt alt om.
Der er også fester, hvor mel og æg er temaet, du kan få myrer smidt i hovedet, og ikke nok med det rotter.
Spanierne elsker deres fester/fiestaer, og det samme gør jeg, så undersøg grundigt din ferieby, så du ikke lige pludselig bliver overhældt eller sprøjtet med ting og sager. Vi har det jo med at gå rundt med vores uundværlige smartphone, og den er nok ikke altid lige så glad for en spand vand