Jeg er en stor ynder af måden FC Barcelona spiller fodbold på, det er jo nærmest kunst. Dette havde min søde kone lagt mere end mærke til, så da der var gode tilbud på billetter til Barcelona, slog hun atter hurtigt til. Vi tog en forlænget weekend, og fandt et hotel i Calella, lidt udenfor Barcelona, med all inclusive. At det var dårlig planlægning fra den sødes side, kunne hun jo ikke vide, at FC Barcelona skulle spille på udebane, øvvv, men stadion kunne jeg da i det mindste se (eller største, for det er et kæmpe stadion). Mere om det senere i indlægget.
Indkvartering
Min søde kone havde valgt et hotel med all inclusive, så fik jeg da prøvet det, men det kan altså ikke anbefales (se huskeliste til ferien). Jeg er en stor ynder af rødvin, men den de serverede på hotellet mindede mere om en vreden karklud. Maden var nu heller ikke den bedste, men der var i det mindste nok af den, men hvis man skulle bo der i længere tid, ville man sikkert tage nogle kilo på, da den var lige lovlig fed. Der var en velbesøgt bar, hvor der var en del ældre englændere. En aften spillede Liverpool FC europæisk fodbold, den gang de gjorde det, og de ældre englændere gik højt op i det. Til sidst afsang de ”You’ll never walk alone”, det var så flot sunget at hårene rejste sig på arme og ben, ja på hovedet er det hurtigt overstået.
Klima
Barcelona har et dejligt mildt klima året rundt, og der bliver sjældent alt for varmt. De bedste rejsemåneder er fra sidst i april til sidst i oktober. Nedbørsmængden i Barcelona er på ca. 600 mm, mens den i Danmark er ca. 750 mm. Der er dog ellers flot grønt i denne dejlige by.
Historie
Der har boet mennesker i Barcelona gennem de sidste 4000 år, men byen er grundlagt i år 416. Barcelona har været under forskellige herredømmer. Romerne var været der, goterne, araberne og franskmændene. Byen har gennem tiderne lidt under politisk uro, og været hjemsted for stærke anarkistiske og socialistiske bevægelser. Der er den dag i dag stadig bevægelser mod styret i Madrid, og Catalonien håber på selvstændighed.
Sport
Spanierne er jo sportsgale, og Barcelona er ingen undtagelse. Det byen er mest kendt for er vel FC Barcelona, både deres fodbold og håndboldhold er i absolut topklasse. FC Barclona er grundlagt i 1899. Fodboldholdet har vundet det spanske mesterskab 22 gange, senest i år. De har også vundet Champions League 4 gange. De har gennem årene kunne tiltrække nogle af verdens bedste spillere. Aktuelt huserer Messi for Barca, og de har lige indkøbt den brasilianske superstjerne Neymar. De to danske topspillere Allan Simonsen og Michael Laudrup har spillet for klubben med ganske stor succes. Den anden store fodboldklub i Barcelona er RCD Espanyol, men denne klub har ikke tilnærmelsesvis opnået de samme resultater som Barca.
Camp Nou
Nu ville jeg jo ellers gerne ville have set FC Barcelona spille, men da det ikke var muligt måtte jeg nøjes med at se boldbanen, som min komme kalder dette kæmpe stadion. Vi tog metroen ud for at se dette imponerende stadion. Da vi kom op i dagslyset, måtte vi have set forvirrede ud, for straks kom der en ældre herre, og spurgte på spansk/engelsk om det var football Camp Nou vi ville se. Vi tænkte straks at nu ville han prøve at bondefange os. Han førte og hen til stadion, og da jeg spurgte hvad han skulle have for det, sagde han: ”Barca in my heart”, og så gik han ellers tilbage igen. FC Barcelona er altså mere end en klub. Nå, men vi kom hen til indgangen, og så fik vi ellers at vide at der var reklameoptagelser, så vi kunne kun få et hurtigt kig oppe fra tilskuerpladserne og adgang til deres museum, men det ville jeg da alligevel gerne se, nu vi var her. Og det er et imponerende stadion med plads til 99.354 tilskuere er det største i Europa. Det blev færdigt i 1957. Det har været på tale at ombygge stadion, som det kan huse 120.000 tilskuere. Museet kan nu også anbefales, hvis man ellers interesserer sig for denne kæmpe fodboldklub med ca. 170.000 medlemmer. Det var virkelig en kæmpe oplevelse for mig at se dette kæmpe stadion, og min søde kone måtte da indrømme at det er en ret så stor boldbane.
Ramblaen
Efter at have besøgt boldbanen tog vi ind til centrum at gik en tur på den berømte Rambla eller Las Ramblas. Ramblaen er en gågade, hvor der er en masse gøgl, specielt de levende statuer er helt utrolig flotte. Jeg satte mig på en bænk og nød sceneriet. Man kan virkelig sidde her i timevis og bare se på det leben som er her. Ikke så mærkeligt at H C Andersen også blev betaget, da han besøgte byen i 1862. den gamle HCA fik virkelig rejst en del. Han fik vel set det mest af Europa. Ingen roser uden torne. Når du opholder dig på Ramblaen skal du passe godt på dine ting, da Barcelona har en kedelig rekord i forhold til lommetyverier, så pas på de slemme tricktyve, de er dygtige og hurtige. Vi var der heldigvis ikke lige i højsæsonen.
Efter at have betragtet livet på Ramblaen gik vi ind i nogle af de små gader i det gotiske kvarter som er fra middelalderen, her er der en masse at se på. Små butikker, fine restauranter og cafeer. Domkirken La Seu er også et syn værd, vi så den kun ude fra.
Vi stak også lige hovedet indenfor i La Boquería, en ret så stort marked. Hvor du kan købe madvarer. Vi købte lidt brød og den berømte spanske skinke, jamon ibérico, den smager altså helt fantastisk, ikke den uspændende substads, som vi spises af med i Danmark. Jeg er faktisk blevet helt forfalden til denne lækre spise, så når jeg er i Spanien, er det noget af det første jeg køber. Prøv også oliven med ansjoser i, de er også lækre og har en hel speciel smag. Markedet åbner mellem 7 og 8 og holder typisk siesta fra 14-17.
Vi ville også gerne have nået Picasso Musset, men det havde vi ikke lige tid til. Nu handler ferie jo også om at slappe af, og ikke farte rundt så man taber pusten. Picasso er jo en af Barcelonas stolte sønner, lige bortset fra at han blev født i Malaga, og først kom til Barcelona som 14årig. Han flyttede senere til Paris. Museet har åbent alle dage undtagen mandag fra 10-20, entre 11 €.
En anden spændende Barcelona kunstner er Miró, 20/4 1893 – 25/12 1983. Hans billeder er just ikke et sofastykke med en hjort og en skovsø. Han var surrealist, både malede og lavede skulpturer. Du kan se hans værker i Fundació Joan Miro, hvor der er åbent alle dage undtagen mandag fra 10-20 afhængig af årstiden, der er lidt kortere åbningstid i weekender. Entre 11 €.
Vi burde også have set La Sagrada Familia, som betyder den hellige familie. Man påbegyndte byggeriet i 1884, men efter et stykke tid overtog arkitekten Antoni Gaudí byggeriet. Der arbejdes stadig på at færdiggøre dette imponerende bygningsværk, som nok først er færdig om ca. 20 år. Du har mulighed for at se byggepladsen, og studere bygningsværket.
Lidt om Calella
Vi boede som før nævnt i badebyen Calella med sine ca. 18.000 indbyggere, en by der udenfor sæsonen emmer af hygge og ro. I højsæsonen er der anderledes fart på nærmest døgnet rundt. Byen har en hyggelig gågade, hvor der er optrædende. En dejlig strandpromenade og en lækker 3 km lange sandstrand. Der er gode shopping muligheder, og de er absolut til at handle med. Restauranter var der et væld af, men dem fik vi ikke afprøvet, da vi havde all inclusive, men vi fik da købt lidt vin, da den på hotellet var som vreden karklud. Vi opholdt os mest i Barcelona, hvor du tager toget til. Jeg kunne nu ikke tænke mig at leje en bil og køre i Barcelona eller for den sags skyld finde en parkeringsplads. Så er det nemmere at tage kystbanen til Barcelona, det tager lidt under en time. Dernæst kan du benytte metroen, så kommer du hurtigt og billigt ind til byen.
Evaluering
Normalt er jeg ikke for meget for store byer, men Barcelona er helt bestemt en undtagelse, da den virkelig har meget at byde på, specielt Ramblaen har jeg tabt mit hjerte til. Jeg tror at vi lavede en god kombination, altså bo i en rolig badeby med gode togforbindelser til den store by. Jeg tror ikke at jeg ville have haft det samme indtryk af Barcelona, hvis vi havde boet midt inde i det hele. Der er meget jeg stadig gerne vil se, så jeg håber på at vende tilbage en skønne dag. Jeg tror også man skal undgå højsæsonen, hvor der sikkert er rasende mange mennesker, og priserne er noget højere.