Mallorca går nu i krig mod bare maver og bikinier på gaderne, ved at indføre et forbud. Specielt i Palma de Mallorca er man trætte af den manglende påklædning
Barcelona indførte for et par år siden en lov om påklædning i centrum af byen. Man var ganske enkelt trætte af at kigge på turister der gik omkring med bare maver eller i bikini i byens centrum. Man indførte derfor en lov mod dette uvæsen. Der kan gives bøder op til 500 euro.
I det hele taget er spanierne trætte af den manglende respekt fra turisternes side. Jeg færdes en del på Costa Blanca, og her er der endnu ikke indført bøder endnu, men det skal nok komme. Jeg har oplevet kunder der er blevet afvist i forretninger, fordi de troppede op i bikini og bare maver. Flere steder er der skilte med at man ikke er velkommen uden sømmelig beklædning.
Mallorca har derfor en lov til behandling, som bliver vedtaget, at der kan gives bøder på 600 euro ved en overtrædelse. Forbuddet kommer til at gælde for butikker, offentlig transport, bycentrum, museer, parker og bænke. Forbuddet gælder ikke for de gader der fører ned til en strand eller på strandpromenaden.
Vi skal huske at vi er gæster i det land vi besøger, og derfor skal behandle lokalbefolkningen med respekt. Vi skal acceptere at de måske har andre normer for sømmelighed.
Husk at bare maver og bikini hører til på stranden og ved swimmingpoolen.