Svindel på Gran Canaria

Det er kommet mig for øre, at der er anklager om svindel på Gran Canaria. Det drejer sig om Go-compass, som lokker folk til at melde sig ind i en dyr rejseklub, som burde give en masse fordele, men for det meste ikke overholder hvad de lover.

Min søde kone og jeg, har selv været udsat for rejsesælgerne, som minder lidt om timeshare. Du kan læse mere om vores oplevelser i indlægget om Kreta.

Sælgerne af disse rejser/time share har en enkel fremgangsmåde. Du bliver kontaktet af nogle unge mennesker, som tilbyder dig et gratis skrabelod, hvor du vinder. De unge mennesker måber, og siger: ”hvor er du heldig”. Du har vundet et eller andet isenkram, og du får en gratis taxa til et hotel. De finder en gut der taler dit sprog, og så bliver du først trakteret med kolde drikkevarer. Derefter spørges der ind til ferieinteresser og familie, som man jo gerne taler om. Der bliver ikke talt om penge før til sidst, hvor du får et godt tilbud, som de siger. Det er imidlertid ikke et ret godt tilbud, hvis du regner nærmere på det.

Hvis du skulle komme til at skrive under på en kontrakt, kan den være svær at annullere. Desuden holder den ikke altid, hvad der er blevet aftalt. I nogle kontrakter kan der stå at mundtlige aftaler ikke er gyldige. Du skal helst undgå at tage hen på det hotel, hvor du kan få din præmie udleveret. Det er dygtige folk som vil prøve at hjernevaske dig til at købe noget der er alt for dyrt. De ved også at mange ikke gider bøvle med fortrydelsesret. Så derfor SKRIV IKKE UNDER PÅ NOGET. Læs kontrakten grundigt hvis du alligevel er interesseret, af uforklarlige grunde, og få en advokat til at gennemgå den.

Hvis du gerne vil have en feriebase, og har fundet stedet du vil komme til igen og igen, så køb dig en feriebolig. De kan ofte købes til rimelige penge, og hvis du bevæger dig lidt væk fra ferieområderne, bliver de for det meste endnu billigere.

Så derfor pas på at du ikke bliver lokket til noget dyrt, og på den måde får ødelagt din ferie.

Der er lukket for kommentarer.